Min motivation for at blive specialuddannet indenfor søvn bunder i, at jeg i mange år selv har kæmpet med søvnen udløst af arbejdsrelateret stress tilbage i 2006. Jeg havde lange perioder, hvor jeg nærmest ikke sov, jeg blev ramt af søvnangst og var nødt til at ty til medicin for at få vendt den onde spiral. Det føltes invaliderende, fyldte alt og påvirkede min livskvalitet betragteligt.
Jeg fik i 2016 min gode søvn tilbage via et søvnforløb hos tidligere søvnklinik ScanSleep. Her brugte de metoden CBT-I, som viste sig at være et helt fantastisk redskab til søvnløshed i alle sværhedsgrader. Jeg har i dag et langt mere afslappet forhold til min søvn, jeg sover godt, jeg er medicinfri og har været det lige siden.
Jeg blev efter mit eget søvnforløb specialuddannet søvnterapeut hos ScanSleep og har i en årrække været tilknyttet som søvnterapeut hos dem sideløbende med mit virke som psykoterapeut. I 2021 vælger jeg at stoppe dette samarbejde for at kunne tilbyde søvnbehandling fra min egen klinik i Vejle. Jeg har efterhånden gennemført +300 søvnforløb og flere tusind søvnsamtaler både på søvnklinikken og i min egen klinik i Vejle.
Fordi jeg selv kender til søvnproblemer og ved, hvor drænende det kan være at få for lidt søvn, giver det rigtig meget mening for mig at hjælpe andre tilbage til den gode søvn. Søvn er for mig et vigtigt og spændende område, som mit hjerte brænder særligt for.
Når du selv tror mindst på det, er det min vigtigste opgave at give dig troen og håbet tilbage. Det ER muligt at komme til at sove godt igen – uanset hvor hårdt ramt du er. Mine klienter fortæller, at det er dejligt at tale med nogen, som har mærket søvnproblemer på egen krop, da det kan være rigtig svært for andre helt at forstå, hvorfor “man ikke bare sover”. Samtidig er det også min erfaring, at jo før der sættes ind, des lettere og hurtigere er det at komme til livs. Men uanset varighed, så er det flytbart. Det kræver blot lidt tid og tålmodighed med dig selv og din krop.
Jeg har skrevet en mere detaljeret artikel omkring min vej ud af søvnproblemer i Angstforeningens Angstavis. Artiklen kan læses her.
Læs også artikel fra Vejle Amts Folkeblad her.