Hvordan opstår søvnproblemer
Hjælp til søvnproblemer - fra akut til kronisk søvnløshed
De fleste mennesker oplever i perioder af deres liv, at det kan være svært at sove. Enten ved at de har problemer med at falde i søvn, at de har mange opvågninger, tidlig opvågning eller en blanding af det. Søvn er ofte det sted, vi rammes først, når noget i vores liv ikke er, som det skal være. Og vi rammes, når der ikke er overskud til at blive ramt, hvilket ligger et uhensigtsmæssigt pres på søvnen, som blot puster til mere søvnløshed.
Stress, kriser, angst og søvnproblemer går ofte hånd i hånd. Sover du dårligt, kan det være svært at slippe ud af stressen og omvendt, er du stresset eller angst, kan det være svært at finde den gode søvn igen.
Når man har søvnproblemer oplever mange, at de påvirkes på både hukommelse, overblik, præstation, koncentration, energi, social aktivitet og generel ydeevne. Vi oplever søvnen så essentiel og vigtig for os som mennesker for at kunne fungere optimalt, og fordi overskuddet ikke er så stort, får vi ofte en overfokusering på søvnproblemet, og vi vil have søvnen til at virke lige nu og her. Med andre ord - vi vil gerne præstere en god søvn. Og det paradoksale her er, at jo mere vi gerne vil sove, jo mindre sover vi, da det er umuligt at presse søvn igennem, hvilket du, hvis du har søvnproblemer, sikkert allerede har erfaret.
Måske du har prøvet med alverdens søvnråd, helse, motion, meditation/mindfulness, apps mm. men oplever ikke, at dette er nok. Måske du også oplever katastrofetanker som f.eks.:
“Kommer jeg nogensinde til at sove godt igen?”
“Jeg kan ikke klare mit job, hvis det her fortsætter”
“Jeg kan ikke holde til det her længere, det går ud over mit helbred”
“Hvis jeg ikke snart sover, så er jeg nødt til at sygemelde mig”
og måske du oplever, at dit humør påvirkes, og at dine følelser løber lidt løbsk. I så fald er du ikke alene.
Grunden til det er ofte, at vi begynder at forholde os til, at vi ikke sover. Vi har svært ved at acceptere det, og vi udvikler ret hurtigt uhensigtsmæssige tanker, følelser og adfærd omkring søvnproblemet, som får os ind i en rigtig dum cirkel, hvilket er vældig ubehageligt - og desværre helt normalt. Og hvis vi ikke får taget os af det, er der risiko for, at det kan sætte sig til en mere kronisk tilstand. Derfor er der god grund til at søge hjælp, så det ikke bliver værre.