Klientudtalelser
Selvværd og negative tanker (sygeplejestuderende, 24 år):
Efter at have gået i mange år med en følelse af ikke at være “god nok” besluttede jeg mig for at søge hjælp og heldigt for mig så fandt jeg Susse. Det er uden tvivl den bedste beslutning jeg nogensinde har taget for mig selv og de bedste penge jeg har brugt.
Sammen med Susse og hendes redskaber kan jeg mærke en markant ændring, de negative tanker om mig selv er gradvist blevet mindre og mindre og min familie og venner har kommenteret på at de kan mærke en forskel på mig. Hos Susse er jeg tryg ved at snakke om alt og bliver mødt med respekt, empati og hjælp til at få det bedre.
Hos Susse har jeg fået hjælp til at håndtere eller forbedre mine negative tanker, familie udfordringer, lave selvværd og behov for kontrol af fremtiden. Jeg vil derfor anbefale Susse til enhver der kæmper med følelser de ikke selv kan få kontrol over.
Angst, lavt selvværd og bekymringer (kvinde, konsulent, 30 år):
Efter at have prøvet forskellige psykologer kom jeg til Susse, da min angst i en periode tog til, og jeg ikke følte jeg havde fået den hjælp, som jeg havde behov for andre steder. Faktisk var jeg ret opgivende, inden jeg startede forløbet, da jeg ikke troede på, det ville skabe en forandring for mig.
Min angst blev trigget af at gå på arbejde og ikke være ”god nok”. Så frygten for at lave fejl endte ud i, at jeg hver dag var bange for at blive fyret, og hvad der så skulle blive af mig.
Jeg ved i dag, at det er en udfordring, som altid vil sidde i min krop, men hos Susse fik jeg for første gang redskaber, som kan hjælpe mig i situationer, hvor jeg mærker angsten komme snigende, og som dermed giver mig meget mere kontrol, da jeg i dag kan acceptere den på en hel ny måde og være med den.
Jeg har i mit forløb været i tæt kontakt med min angst, men dette har netop bidraget til, at jeg har lært min krop og hjerne, at jeg ikke behøver at være bange, og hvordan jeg kan ændre min adfærd og tanker, når jeg mærker ubehaget komme tæt på, for derigennem at berolige mig selv. I dag oplever jeg angst i meget mindre grad, og jeg ser helt anderledes på den. I dag tillader jeg også, at den skal have plads og hvordan den er en del af mig – og dette gør faktisk at den forsvinder mere og mere. Jeg troede ikke, at det var muligt at bryde ud af den onde cirkel af tanker som dominerede mit liv med frygt, men Susse hjalp mig med at finde en vej, som har givet mig langt mere håb, trivsel, selvtillid og fokus på nuet fremfor at skulle have kontrol og løsninger for mine bekymringer (som i de fleste tilfælde blot var bekymringer).
Jeg vil klart anbefale alle der bøvler med angst, søvnbesvær og generelt alt for mange bekymringer at snakke med Susse. Hun lytter ikke kun, men kommer også med redskaber og opgaver, som lærer en hvordan man skaber en positiv forandring for sig selv.
Angst for at køre bil og selvværd (gymnasie-studerende, 18 år):
Jeg døjede med angst. Jeg havde meget dårlige tanker om mig selv, og derfor tænkte jeg også, at alle andre havde samme negative tanker om mig. Jeg var meget perfektionistisk, og den mindste fejl gik mig ENORMT meget på. Jeg sammenlignede konstant mig selv med andre. Derudover var jeg bange for at køre bil, fordi jeg var overbevist om, at det kunne jeg ikke finde ud af. Det hele var blevet alt for meget, og alt for uoverskueligt!
Hos Susse fik jeg først og fremmest hjælp til at opdage mine positive egenskaber og dermed indse, at jeg ikke havde noget at have alle de dårlige tanker i. Jeg fik en masse gode metoder til at tage angsten i opløbet. Susse hjalp mig til at droppe de alt for høje forventninger til mig selv, og det gav mig en masse overskud, som jeg tydeligt kunne mærke i hverdagen. Jeg lærte, så at sige, at være uperfekt. Jeg lærte, at jeg også var god nok.
At jeg var bange for at køre bil, var en del af min angst, som jeg virkelig kunne mærke i min hverdag. Alle mine veninder havde ikke noget problem med at køre, men jeg skulle altid køres af andre eller tage bussen. Mega frustrerende! Susse hjalp mig med at konfrontere angsten og også at overvinde den - så nu kører jeg bil som aldrig før, og jeg nyder det!
Jeg er sikker på, at det at starte hos Susse har været den bedste beslutning, jeg overhovedet kunne tage for mig selv. Susse var gennem hele mit forløb meget støttende og rigtig dejlig at snakke med. Hun stillede de rigtige spørgsmål, og jeg følte, at jeg blev lettere og lettere for hver samtale. Jeg kan varmt anbefale Susse.
Forandring i livet (kvinde, kontor, 43 år):
Hos Susse fik jeg åbnet op for mine egne følelser, og jeg fik endelig lov til at tale om mig, og hvad jeg følte. Det var en befrielse at tale med Susse, som langsomt fik åbnet op for den skal, jeg havde lukket omkring mine inderste følelser. Jeg stod ved en skillevej i mit liv, hvor jeg ikke vidste, hvad der var mest rigtigt for mig, og her fik jeg rigtig god sparring i samtalerne med Susse. Hun satte min situation i perspektiv og fik mig til at reflektere over mit liv, og hvorfor jeg var endt, hvor jeg var. Efter mine samtaler med Susse, er der sket rigtig meget i mit liv, og jeg fandt den rigtige vej for mig.
Angst og lavt selvværd (kvinde, bogholder, 41 år):
At have Susse med på sidelinjen igennem mit personlige arbejde med min angst, har været en kæmpe støtte. Susse forstår at skabe et empatisk rum fyldt af respekt – et rum hvor jeg føler mig tryg til at tale om det, der er svært. Susse formår at stille skarpt og få mig til at reflektere og åbne op, hvilket har givet mig en anerkendende forståelse og indsigt i det menneske, som jeg er.
Susse er fagligt dygtig og deler gerne ud af sin enorme viden. Hun har givet mig nogle fantastiske og effektive redskaber, som jeg kan anvende i min hverdag og som støtter mig i min proces. Jeg har en oplevelse af, at hver terapi har været givtig og indsigtsrig, hvilket uden tvivl har boostet mit selvværd og tro på at jeg kan, selv når det ser allermest sort ud.
Jeg er meget taknemmelig over mit møde med Susse og giver hende hermed mine allervarmeste anbefalinger.
Søvn, præstationsangst/perfektionisme (kvinde, HR-konsulent, 42 år):
Jeg har haft et meget udbytterigt og givende forløb hos Susse. Først med afsæt i min søvnproblematik, hvor Susse var en fantastisk hjælp, og efterfølgende i et forløb, hvor vi blandt andet har arbejdet med min præstationsangst og min perfektisme, som i mange situationer og i mit liv generelt har været en hæmsko for mig.
Susses værktøjskasse er ikke kun fyldt med gode redskaber og teknikker, som er tillært gennem uddannelse og faglitteratur. Man mærker hurtigt, at hun også har en egen-erfaring, som hun knytter sammen med teorien i passende doser, hvilket for mig betød en afgørende autenticitet og troværdighed i forløbet.
Susse har givet mig inspiration til at gå glædens vej frem for frygten. Og at tro på, at glæde og lethed faktisk kan være en vej i livet – og en måde at leve ud fra, er en fantastisk øjenåbner for mig.
Susse er hjertevarm, nærværende og inspirerende, og jeg giver hende mine bedste anbefalinger som coach og psykoterapeut.
Angst, depression og søvnproblemer (kvinde, kontorassistent, 53 år)
Jeg har igennem mange år haft store periodevise søvnproblemer. Jeg deltog for nogle år siden i et af Susse´s foredrag om søvn. Hun gjorde et meget stort indtryk på mig, og hun har spøgt i min underbevidsthed siden. Da jeg pludselig blev ramt af angst, depression og søvnproblemer sidste sommer, var hun i mine tanker med det samme. Jeg tog kontakt til Susse, som bare var der for mig fra de allerførste dage. Det er den bedste hjælp jeg nogensinde har investeret i.
Susse er med hendes utrolige varme og meget store menneskelige indsigt, en person jeg fra første øjeblik havde god kemi med og ikke mindst stor tillid til. Jeg var på helt ukendt grund mht. angst og depression. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det kunne ramme mig på den måde.
Susse har givet mig en stor viden om, hvad der udløste min angst og depression, men ikke mindst har hun givet mig en masse fantastiske redskaber til at forstå, håndtere og være i tilstanden.
Jeg har været i et forløb med Susse, som betyder at jeg i dag er et rigtig godt sted i mit liv, hvor angsten og det depressive stort set intet fylder. Samtidig har Susse lært mig en masse om mig selv, lært at mærke efter, hvad der er godt for mig, og lært mig en masse om egenomsorg. Susse har en fantastisk evne til at få åbnet op for de følelser man kæmper med, og finde kernen, som der skal arbejdes med.
Jeg har sjældent mødt et så varmt og sympatisk menneske som Susse. Hun evner at give dig troen på, at det hele bliver godt igen. Hun hjalp mig så godt på vej og tilbage med redskaber, som er lette at forstå og det er redskaber, der også kan bruges i mange andre situationer, hvor livet kan være lidt svært og gøre ondt. Som en ekstra bonus har jeg nu også lært en masse om søvn, og ikke mindst en masse fantastiske søvn redskaber, som jeg har stor gavn af.
Jeg vil give Susse de varmeste anbefalinger både i forhold til foredrag og samtaler, og jeg vil aldrig tøve et sekund med at kontakte hende igen.
Panikangst (kvinde, selvstændig, 29 år):
Susse har hjulpet mig igennem en svær tid. Jeg lærte at forstå min angst og vigtigst af alt, så lærte jeg at tackle den. Jeg har det meget bedre i dag og er ikke længere bange for angsten. Før styrede angsten min dag, og der var ting, som jeg ikke længere kunne håndtere - f.eks. at sidde tæt i en biograf eller sidde stille uden støj i form af tv eller musik. Jeg var konstant bange for angsten og bange for at den ville tage over og føre til endnu et angstanfald. Jeg kan endelig gå i biografen igen og stilhed er ikke længere noget jeg frygter. Angsten fylder meget mindre i min hverdag nu.
Tusind tak for hjælpen Susse. De redskaber du har givet er guld værd.
Stress og lavt selvværd (kvinde, assistent, 31 år):
Da jeg første gang trådte ind hos Susse, var jeg fyldt op med dårlige tanker. Tanker som fik lov til at nedbryde mig, tanker som slet ikke passede. Jeg havde gamle uforløste følelser, som overskyggede store dele af liv. Jeg lod andre træde på mig, og jeg satte mine egne behov aller bagerst i køen. Jeg havde været/var på vej igennem mit eget personlige mareridt med gentagne spontane aborter, jeg var bange, i chok og havde svært ved at tro, at jeg skulle komme hel ud på den anden side.
Med Susses enorme empati, evne til at lytte og stille de rigtige spørgsmål, fandt jeg overraskende hurtigt styrken til at finde tilbage til MIG og komme igennem en svær tid uden at miste mig selv og troen på, at det jeg gjorde, gør og er, er okay og det rigtige for mig.
Susse gav mig redskaberne til at kunne håndtere mine tanker og følelser og vende dem til noget konstruktivt, i stedet for at lade dem tage kontrollen.
Jeg har fået SÅ meget ud af mine samtaler med Susse. Hun er helt fantastisk til at lytte og sætte ting i et perspektiv, hvor det hele giver mening.
Stress og perfektionisme (gymnasiepige, 19 år):
Da jeg kom til Susse, var det for at finde mig selv igen. Jeg gik med en masse dårlige tanker, og disse var begyndt at udvikle sig til stresssymptomer. Jeg ville gerne have alt skulle se perfekt ud og at alt var planlagt ned til mindste detalje. I samtalerne hjalp Susse mig ved at give mig en masse gode redskaber, som jeg kan bruge i hverdagen. Især til at ændre mine tanker og dermed ikke lade tankerne styre mig. Bl.a. har hun hjulpet mig til nogle gange bare at trække vejret og sige “jeg gør det godt nok”. Jeg har fået en helt anden ro i hverdagen og oplever ikke stresssymptomerne som før. Og nu ved jeg hvilke redskaber jeg skal bruge, hvis de skulle komme igen.
Søvnproblemer, (Kvinde, jurist, 54 år)
Efter et par år med moderat til svær søvnforstyrrelse hørte jeg tilfældigt om Susse. Jeg havde været hos egen læge og prøvet alverdens søvnråd, og lige lidt havde det hjulpet. Hos Susse fik jeg omsider nogle konkrete og brugbare redskaber, som hurtigt forbedrede mit søvnmønster. Der er tale om en relativ enkel metode, som understøttes af Susses vejledning og terapeutiske samtaler. Det har virkelig været en effektiv hjælp. Susse er super professionel og meget tillidsvækkende. Jeg frygter ikke søvnbesvær i samme grad som før, da jeg føler mig rustet til at kunne håndtere eventuelle tilbagefald, da jeg har metoderne/redskaberne at falde tilbage på.
Søvnproblemer, stress, udbrændthed (Mand, tidligere lærer, 67 år):
Gennem mange år har jeg været i søvnunderskud. Vågnede igen få timer efter jeg var gået i seng og havde masser af tankemylder. Et ret struktureret søvnforløb hos Susse fra sep. 2019 til juni 2020 gjorde at min søvn blev mere konstant og sammenhængende. Fokus blev flyttet til de timer jeg sov frem for det modsatte.
For ca. 20 år siden blev jeg ramt af alvorlig stress, udbrændthed og depression og endte på førtidspension. Så jeg var godt klar over, at mit problem var mere kompliceret end manglende søvn, men da Susse på det tidspunkt kontraktligt var bundet til en søvnklinik, måtte hun ikke blande andre psykologiske problematikker ind i selve søvnforløbet.
Så da søvnforløbet var afsluttet, tog jeg nogle ekstra konsultationer hos Susse, hvor vi dykkede ned i nogle af de ting, som jeg ellers boksede med. Det var godt. Susse er meget empatisk og samtidig provokerende på den gode måde. Jeg kørte fra Nordjylland til Vejle hver gang, og jeg var ALDRIG træt af køreturen. For mig var den personlige kontakt vigtig, og besøgende var det hele værd. Jeg har siden 2001 tilbragt mange timer med psykiater og psykologer. Og Susse hører bestemt til i den gode ende af det, jeg har mødt. Og bliver det hele uoverskueligt igen, kører jeg gerne turen til Vejle igen.
Nu er Susse fri af sin aftale, og hun kan mere frit bruge af sin store værktøjskasse, når det passer ind i behandlingsforløbet. Dette til stor gavn for alle de klienter, der vælger et forløb hos hende.
Søvn (kvinde, receptionist, 43 år):
Har lige afsluttet mit søvnforløb hos Scansleep med Susse som min søvnterapeut i Vejle, og jeg sender mine bedste anbefalinger. Susse var min klippe gennem hele forløbet. Hun gav mig redskaberne til at få en bedre søvn og systematisk som jeg er, fulgte jeg dem til punkt og prikke – og det hjalp.
Der var dage, hvor jeg var tæt på at give op og bare sove når jeg kom hjem fra arbejde, men stor hjælp fra Susse, mine kolleger og min familie kom jeg igennem dagene. I dag sover jeg ca 7 – 7,5 timer pr nat, stadig med få opvågninger, men forskellen nu er, at jeg falder i søvn igen og ikke ligger vågen i flere timer.
Forskellen ligger også i, at jeg ikke længere er bange for at søvnen udebliver, da jeg lige præcis ved, hvad jeg gør for at komme tilbage på sporet igen. Jeg har fået min nattesøvn tilbage og nogle fantastiske redskaber til at holde den.
Søvn (mand, IT-konsulent, 37 år):
Da jeg startede i forløbet, havde søvnen drillet i over tre år. Jeg havde slået mig til tåls med det, efter at have prøvet diverse gode råd, kosttilskud, medicin, søvnhygiejne og meget andet. Jeg tænkte dog, at nu skulle det have et sidste forsøg - i min jagt efter en "kur" på Google kom jeg tit omkring metoden CBTi, som ScanSleep benytter. Det skulle blive et vendepunkt.
Efter et forløb på nogle måneder med Susse fra ScanSleep, er jeg nu gået fra at have omkring 5 timers urolig søvn om natten (der "kostede" 9 timer i sengen), til at sove ca. 6½-7 timer pr. nat, med kun 7½ time i sengen.
Det lyder måske ikke af vildt meget, men det har gjort en verden til forskel. Jeg plejede at være mere eller mindre i zombie-mode som oftest. Jeg er nu frisk og veludhvilet de fleste dage, og bekymrer mig ikke længere om søvnen. Mine varmeste anbefalinger går til ScanSleep og Susse.
Søvn - væk med frygten (mand, pædagogmedhjælper, 31 år):
Jeg har gennem de sidste 10 år haft adskillige perioder, hvor sengen var min fjende og søvn en mangelvare. 2-3 timers søvn hver nat gjorde, at jeg kompenserede ved at gå tidligt i seng aftenen efter i håb om at indhente det forsømte. Det skete ikke. Tværtimod lå jeg vågen i sengen i mange timer og fik ikke mere søvn end natten før.
Da jeg startede i behandling hos Susse fik vi i fællesskab vendt den onde spiral ved hjælp af nogle simple teknikker. Blandt andet en krævende øvelse, hvor jeg kun måtte ligge i min seng i et vist antal timer hver nat - uagtet om jeg havde sovet eller ej. Senere nogle øvelser til at ændre de negative tanker, der var forbundet med søvnen og min seng.
Godt fem måneder efter betyder det, at jeg den dag i dag har et meget mere afslappet forhold til min søvn. Frygten for ikke at kunne sove er forsvundet, og det betyder, at jeg falder hurtigt i søvn og sover cirka 7 timers sammenhængende søvn hver nat.
Søvn (mor til gymnasieelev, 19 år)
Susse har været en stor hjælp for vores søn og hans søvnproblemer. Set I bakspejlet skulle vi have kontaktet hende for længe siden. Han har været glad og tryg ved at komme der, og vi tøver ikke med at kontakte Susse igen, hvis han skulle få et længerevarende søvnproblem igen. Jeg vil give Susse mine bedste anbefalinger i mit netværk.
Foredrag om søvn og behandling af søvnproblemer:
I nedenstående ses udpluk af kommentarer efter mine foredrag på Herning Bibliotek, Brædstrup Bibliotek, FOF Vejle, LC Vejle. Foredragene er blevet afholdt for borgere.
- Super godt foredrag
- Godt arrangement
- Susse er utrolig spændende og troværdig at høre på
- Susse er rigtig god til at besvare spørgsmål
- Dejligt med spørgsmål til sidst
Foredrag om søvn og angst på Produktionsskolen Datariet, Vejle
Godt og brugbart foredrag. Mine elever synes, at der var en god rød tråd i foredraget, og at det gav meget mening. Nogle af eleverne har taget de helt konkrete råd, som Susse havde med til sig og afprøver dem lige nu.”
Rikke Borch, Grafisk design – Datariet
Gratis forsamtale
Kontakt mig nu på 30 30 97 07 og hør mere om hvad jeg kan gøre for dig. Du kan også booke en gratis forsamtale eller booke en terapi- eller coachingsamtale her