Hvad er angst
Hvad er angst, og hvordan opstår den
Vi kender alle til følelsen af at blive angste. I farlige situationer og/eller når vi bliver bange, er angst en sund og hensigtsmæssig reaktion, hvor hjernen giver besked om, at du enten skal forsvare dig eller flygte. Vores alarmberedskab ses her som en hjælper for os.
Men nogle gange går der, måske grundet stress, livskrise og/eller arvelig disposition, “kludder” i systemet i hjernen, og der sendes fejlmeddelelser rundt i kroppen. En situation, der er helt harmløs, opfatter du pludselig som farlig eller ubehagelig, og et typisk billede er, at:
- du begynder at undgå situationen eller flygter fra den
- du begynder at overfokusere/bekymre dig om dit problem
- du får uhensigtsmæssige tanker, følelser og adfærd omkring situationen
- du udvikler strategier for “at overleve” i det
- du udvikler måske også angst for angsten
- du begrænser dig selv i forskellige sammenhænge
- du påvirkes negativt på din livsglæde og livskvalitet
På den korte bane giver det lettelse både at undgå eller flygte fra situationen, men på den lange bane medfører det ofte selvkritik, skam, triste følelser og mere angst, og angsten får lov til at vokse i dit system.