Hvem er jeg
Hvem er jeg - Susse Bredahl:
Jeg hedder Susse Bredahl, er 49 år og bor i Jelling med min mand og vores to piger på 19 og 22 år. Jeg har taget den 4-årige godkendte uddannelse til psykoterapeut (MPF), er kognitiv coach, meta-kognitiv stresscoach og specialuddannet søvnterapeut ved søvnklinikken ScanSleep, som jeg også har arbejdet for i nogle år. Jeg har privat praksis i Vejle med psykoterapi, søvnterapi og coaching indenfor stress, angst, lavt selvværd og søvnproblemer. Min fritid bruger jeg med familie og venner, jeg nyder naturen, dyrker mindfulness, yoga og løb.
Før jeg blev selvstændig, har jeg arbejdet en del år i den private sektor bl.a. som lægemiddelkonsulent, uddannelseskonsulent og chef med undervisning og coaching af medarbejdere indenfor kommunikation. Og i den offentlige sektor bl.a. i Ungdommens Uddannelsesvejledning i Vejle. Desuden har jeg været frivillig medarbejder i en periode hos Angstforeningen.
Jeg har selv haft arbejdsrelateret stress, angst og søvnproblemer tæt inde på livet i nogle år af mit liv. Det har givet mig indsigt, forståelse for sårbarhed og samtidig også givet mig en styrke, og det har medvirket til at gøre mig til det menneske og den terapeut, som jeg er i dag.
Jeg prioriterer min faglige udvikling højt, hvorfor jeg også løbende deltager på kurser, modtager supervision og egenterapi og holder mig opdateret via litteratur som led i min efteruddannelse.
Hvordan arbejder jeg:
Tillid, tryghed og en god kontakt mellem klient og terapeut oplever jeg som afgørende vigtig for et godt forløb. Det er vigtigt, at du føler dig set og hørt på en omsorgsfuld måde, med en åbenhed, en forståelse og en respekt. Du vil opleve, at jeg både støtter og udfordrer dig.
I mit arbejde benytter jeg, for at opnå det bedste resultat, forskellige metoder - altid med udgangspunkt i dig, din problemstilling og dit behov. Helt overordnet tager jeg i terapien udgangspunkt i en kropsorienteret og mindfulnessbaseret behandlingsform som bygger på, at krop og psyke er tæt forbundet. Vi undersøger sammen samspillet mellem tanker, følelser, kropslige fornemmelser og det du gør, og du vil lære, hvordan du kan benytte kroppen, som en vigtig vejviser til at få jordforbindelse og ro i dig.
Du får gennem samtale præsenteret og tilegnet dig konkrete værktøjer, øvelser, nye forståelsesrammer og handlemuligheder. Dette så du på sigt er i stand til at hjælpe dig selv, når behovet opstår.
Gratis forsamtale
Kontakt mig nu på 30 30 97 07 og hør mere om hvad jeg kan gøre for dig. Du kan også booke en gratis forsamtale eller booke en terapi- eller coachingsamtale her